Hermed fremlægger vi metode og resultater for en udpegning af områder med intensiv arealudnyttelse i tidsrummet fra ca. 150 e.Kr. til 1100 e.Kr. i undersøgelsesområdet Bjerringbro/Hvorslev. Hovedparten af periodens arkæologiske levn befinder sig i disse områder. Arbejdet blev gennemført med henblik på at kortlægge områder med en forventet høj tæthed af usynlige fortidsminder, hvilket blev aftalt mellem os og Andreas Höll og Erling Andersen, Forskningscentret for Skov & Landskab (FSL). Arbejdet danner et led i den tværfaglige satsning om "Fremtidsscenarier og historiske landskaber" under det åbne forskningscenter "Foranderlige Landskaber". Desuden skal denne kortlægning indgå i forskningsprojektet om Fremtidsscenarier for kultur- landskabets udvikling, som koordineres af FSL.

Baggrund
Siden landet blev isfrit for ca. 15.000 år siden, har mennesket opholdt sig og påvirket udviklingen i det nuværende danske område, først som jægere og samlere, siden hen som agerbrugere. Den gradvise introduktion af afgrøder og tamdyr begyndte for rundt regnet 6.000 år siden i det dengang skovdækkede land. Lidt efter lidt åbnedes skoven op. I de første årtusinder var menneskets indvirken moderat, men for ca. 3.000 år siden tiltog de lysåbne arealer betragteligt i omfang, og i hovedlinierne fastlægges på dette tidspunkt den fordeling af skov og åbent land som rækker frem til vor tid. Det skal ikke forstås på den måde at skovdækket fra da af var uforanderlig. Men på trods af skiftende perioder med tilbagegang og regeneration viser vegetationsdiagrammerne en lang kontinuitet i skovfordelingen (Andersen 1991; Aaby 1992; Odgaard & Rasmussen 2000).
Den lange konstans i den generelle fordeling mellem skov og åbent land gør, at vi for sen forhistorisk tid kan tillade os at skele til forholdene i senere og mere veloplyste perioder. Vi kan således arbejde retrogressivt tilbage i tid fra en historisk kendt situation mod det ukendte, og dermed drage nytte af historisk tids skriftlige optegnelser og kortlægninger (Riddersporre 1975).
Det er en ikke uvæsentlig pointe at de egentlige ændringer af dyrknings- betingelserne i form af dræning, vandløbsregulering og planering stort set hører de foregående to århundreder til. Jordbrugets vilkår og jordbrugsteknologien har i langt højere grad forandret sig fra 1700-tallet og til i dag end i de 1000 år der lå forud. De arealer der i det sene 1700-tals kortlægninger noteres at være vandlidende, var det med stor sandsynlighed også tilbage i jernalderen, de der var opgivet som dyrkningsegnede på grund af hældning eller for abrupt vekslende jordsmon, var det sikkert ligeledes tilbage i tid. Forholdet mellem dyrket mark og overdrev har lignet hinanden derved at få arealer var under plov mens store strækninger henlå som overdrev (hede, skov, eng). Siden er opdyrkningsgraden steget kraftigt, og dyrene er stort set blevet sat på stald. Så en række førmoderne, men veloplyste arealvalg kan være værdifulde kilder til at forstå situationen tilbage i tid. Når forholdene viser sig alligevel ikke at stemme overens, kan årsagerne være mange, - f.eks. ændringer i bebyggelsesmønsteret eller i dyrkningsmæssige forhold som valg af afgrøder, dyrkningssystemer eller dyrkningsintensitet. Men før de regulerende indgreb, før merglingen og før landbrugets mekanisering har såvel det historiske som det forhistoriske jordbrug været underlagt en række begrænsende faktorer der har kunnet udløse en parallellitet i brugen af landskabet.
Som et sidste forhold der skaber arealmæssige relationer mellem det forhistoriske og det historiske jordbrug, skal nævnes at næringsrig og dybmuldet jord oparbejdes gennem tid og tenderer mod at blive fastholdt i brug (Carlsson 1979, 157ff.). En stærkt stabiliserende faktor gennem hele perioden må være tilstedeværelsen af en gødsket og på anden vis forbedret indmarksjord hvis brug er arbejdsintensiv og kræver en beliggenhed nær bebyggelsen. Allerede i 1. årtusinde er bebyggelsen stedfast, og bebyggelseskontinuiteten tælles i hundreder af år. Når landsbyerne ind imellem omplaceres, drejer det sig om få hundrede meter (kaldet "den vandrende landsby"). Ved historisk tids begyndelse sker en udbredt flytning af landsbyerne. Ud fra en generel betragtning udgør denne flytning dog stadig en relativ beskeden forskydning der gør det muligt at fastholde den tidligere indmark i den nye landsbys umiddelbare opland. Hvis ikke de tidlige historiske landsbyer er nyetableringer vil de derfor sædvanligvis ligge i nærheden af den sene forhistoriske bebyggelse. I ålborgområdet har undersøgelser vist en generel afstand på højest 1 km (Johansen 1992, 102f.). I denne generalisering ses bort fra den variation der ligger i bebyggelsens organisering i landsbyer eller enkeltgårde.

Metode og vurderingsgrundlag
Den præsenterede kortserie [1] indeholder af ovennævnte årsager såvel samtidige som senere kilder til den sent forhistoriske arealanvendelse. Det drejer sig om topografi og jordbund, arkæologiske fund og anlæg, stednavne, historiske kort til arealanvendelsen samt vegetationsbetegnende navne (skovnavne og skovrydningsnavne). På baggrund af disse kilder estimeres beliggenheden af de intensivt udnyttede arealer. Høj bonitet kan ligeledes pege på tilstedeværelsen af ældre bebyggelser. Dette behandles i den kommende bog om de tværfaglige satsninger under Foranderlige Landskaber i kapitlet om "Jordbund og kulturhistorie". Undersøgelsesområdet ved Bjerringbro-Hvorslev er udvidet med omliggende sogne af hensyn til det forhistoriske og historiske kildemateriales ofte ujævne repræsentation [2]
Hver kildegruppe har forskellig udsagnsværdi, hvert datasæt sine skævvridninger. Det er åbenlyst at ikke alle tidlige kulturelementer med tiden bliver til arkæologiske levn, at ikke alle overlever til nutiden og at ikke alle genfindes og erkendes. På tilsvarende vis knytter der sig usikkerheder til repræsentativiteten af stednavnene, kartografiske forbehold ved ældre historiske kort, m.v. Tilsammen supplerer og komplementerer kilderne dog hinanden og giver grundlag for en fortolkning.