Et udvalg under ledelse af tidligere minister Nils Wilhjelm har af regeringen fået til opgave at udarbejde en plan for beskyttelse af Danmarks natur. JP-kronikken d. 23.8. 2000 af Poul Henrik Harritz, præsident i Danmarks Naturfredningsforening (DN), og Michael Stolze, biolog samme sted, er en kraftig opfordring til dette udvalg om at bevare den biologiske mangfoldighed gennem en bedre naturforvaltning. Som medlem af Danmarks Naturfredningsforening kan jeg tilslutte mig dette. Men under læsningen af kronikken blev jeg mere og mere forbløffet over det natursyn, som åbenbart dominerer i DNs ledelse. Jeg håber at græsrødderne har et mere rummeligt natursyn. Med min baggrund i dansk og svensk landskabsarkæologi og med erfaringer fra de tværvidenskabelige diskussioner i flere store forskningsprojekter* har jeg en anden opfattelse af, hvad den danske natur er, hvordan den er blevet hvad den er og hvordan den bør forvaltes.
Kronikkens to nøglebegreber, "biologisk mangfoldighed" og "Danmarks natur", er slet ikke så selvfølgelige og enkle. Hvordan opstår biologisk mangfoldighed? Hvordan er Danmarks natur opstået? Kronikørerne lader forstå, at den største biologiske mangfoldighed opstår, hvis naturen overlades til sig selv. Dette er en problematisk opfattelse og den afslører et romantisk/religiøst natursyn, en tro på et paradis, vel at mærke uden Adam og Eva. Ifølge kronikken vil naturen blive bedre uden mennesker. Men vil naturen være uden mennesker? Hvad vil Danmarks natur egentlig?
Kronikørerne regner ikke mennesket til de "mange store pattedyr, der havde stor indflydelse på økosystemerne og naturens dynamik". Mærkeligt, da mennesket er det mest dynamiske pattedyr hidtil. Kronikken viser at "urokse, vildhest, elg, kronhjort, vildsvin og bæver" kan betragtes som gode pattedyr, der er velkomne i den danske natur. Men faktisk er mennesket og hendes tæmmede dyr lige så oprindelige. Mennesket indvandrede sammen med vildrenen, da isen var smeltet. Renen forsvandt, mennesket blev. I kronikørernes danske natur har mennesket kun jægerens rolle, nemlig som erstatning for de store rovdyr "så længe de ikke er i ... områderne". Efter udsætningen af bæver håber man åbenbart på at se ulv, los og bjørn "i områderne". Foruden skovens dyr bør også tamhunden regnes som "oprindelig i Danmark", da jagthunden kom hertil samtidigt. Og med landbruget for 6000 år siden kom svin, kvæg, får, geder og heste til Danmark. Det er heller ikke rigtigt, at skov var "den mest udbredte oprindelige naturtype i Danmark". Det var tundraen, og den vil "naturgenoprette" sig selv inden indlandsisen næste gang dannes over Danmark. 
Vi er enige i at der må gøres en stor indsats for at bevare eng, hede og overdrev. Men for mig er den biologiske mangfoldighed ikke den eneste begrundelse. Disse naturtyper har som levn efter århundreders forskellige agrare driftsformer også en meget stor værdi som dansk kulturarv. De trues nu fordi det ikke længere er rentabelt at opretholde dem. De karakteristiske vilde floraer, som vi i dag finder i eng, hede og overdrev, er næppe resultatet af de vilde dyrs græsning i urskoven, som kronikørerne påstår. Eng og overdrev er ikke "natur, hvor de oprindelige vilde planteædende dyr blot er erstattet af tamdyr". Tværtimod er flere af planterne bevidst indført af mennesket i forbindelse med landbrugets udvikling, og mange andre planter er ubevidst indslæbt af mennesket og hendes tamdyr samt de fugle, der som gråspurven fulgte i menneskets spor. Der er overvejende stor sandsynlighed for at floraen i naturtyper som eng, hede og overdrev, for at ikke tale om hegn, grøftekanter og vejrabatter, er resultat af samspillet mellem den "vilde natur" og menneskets "tæmmede natur". Ikke ret meget dansk natur er "levn" af en "oprindelig" og "autentisk" natur. F.eks. kan bøgens spredning, der tog fart i yngre bronzealder, bedst forklares med ændringer i menneskets arealanvendelse.
Det meste af den danske natur er stærkt præget af menneskets arealanvendelse gennem de sidste 6000 år med agerbrug, kvægavl og skovbrug. Det er frem for alt mennesket og hendes dyr som har holdt landskabet så åbent, at relikter fra efteristidens tundra og den første åbne skov har kunnet overleve til i dag. Det er menneskets åbne landskab som har gjort det muligt for en lang række steppeplanter og dyr at indvandre eller genindvandre fra Syd- og østeuropa og rodfæste sig her. Uden mennesket ville f.eks. den hvide stork næppe være kommet hertil. Den store variation i dansk natur er for en stor del opstået i de sidste ca. 3000 år. I dette tidsrum skabes det nuværende landskabs grundstrukturer med dets fordeling af åbent land og skov, placering af veje og bebyggelser, etc. Derfor er jeg bange for, at ubetænksom skovrejsning kan ødelægge værdifulde dele af det åbne danske kulturlandskab.
Undersøgelser viser, at den største mangfoldighed fandtes under det historiske landbrug fra yngre bronzealder til industrialiseringen. Det er først det moderne landbrugs monokulturer som igen har medført en udarmning. Den flora og fauna vi skal forvalte med henblik på at opretholde en biologisk mangfoldighed er således kulturbetinget. Skal det lykkes, må vi kende de kulturfaktorer som bidrog til naturens udformning, vi må forstå de biokulturelle processer bag den danske natur. Overlades naturen til sig selv vil den blive meget mere ensartet og kedelig.
Naturen vil blive fattigere, hvis vi kun bruger kronikørernes "lette græsning" til at vedligeholde eng, hede og overdrev. Der er undersøgelser nok som viser, hvad forandringer i græsningstrykket medfører. Vi får forskellig natur, hvis vi vælger let, mellem eller hård græsning. Hård græsning giver ikke et mindre værdifuldt overdrev end en let, det bliver bare anderledes - steppeartet. Græsser man med kvæg får man en flora, med heste eller får en anden. Sen høslæt i engen med efterfølgende græsning giver en vegetationstype, tidlig høslæt en anden, permanent græsning en tredje, etc. Og det betyder selvfølgelig, at vi i marker, der er drevet på forskellig måde, vil finde forskellige fugle, insekter og småpattedyr. Skal det lykkes at bevare flere af rødlistearterne i Danmark kræves en stor indsigt i de biokulturelle processer, som har gjort det muligt for arten at etablere sig i landet. Det er menneskers beslutninger om arealanvendelse og naturens reaktioner herpå som afgør, hvad vi vil kunne finde på det pågældende areal.
Det er ikke "fordi de store planteædende pattedyr mangler, at der er en for ringe dynamik" i den danske natur - vi har køer, får, heste og grise nok. Det som mangler er driftsformer, der både kan tilgodese menneskets ønsker om en natur med åbne skovbryn, lysåben og tæt skov, eng, hede og overdrev og samtidig give landbrugerens et anstændigt udkomme.
Har man et historisk natursyn fremstår det derfor som både urimeligt og fejlagtigt at opbygge en naturforvaltning på forestillingen om "en natur uden mennesker". Jeg kan derfor ikke tilslutte mig kronikørernes opfattelse, at vi "for at forstå naturen i Danmark, må ... have en viden om, hvordan naturen ville se ud uden menneskets indblanding". Det er en illusion at tro, at vi kan nå en sådan kundskab; dertil har mennesket haft for meget indflydelse på udviklingen gennem de 15000 år hun har været i Danmark, dvs. længere end de fleste andre arter. Det vi har brug for er en realistisk naturforvaltning med stor indsigt i, hvordan samspillet mellem den vilde og den af mennesket tæmmede natur har udformet de mange vidt forskellige biotoper, som vi forbinder med begrebet "Danmarks natur". Og vi har brug for meget mere forskning om de biokulturelle processer før vi forstår mekanismerne bag naturens reaktioner.
Hvem er det, som beder os om at gøre noget for den biologiske mangfoldighed? Naturen er vel egentlig ret ligeglad. Den finder jo altid på noget nyt, også i de mest urbaniserede landskaber, f.eks. hussvamp, solsorte og AIDS. Det er mennesker som sørger over urfuglens uddøen - naturen græder ikke. Det er biologer som opretter rødlister over truede arter, de kommer ikke med e-post fra himmelen. Det er vi mennesker, som ønsker natur, ud fra forskellige motiver. Det er vi mennesker som på basis af natur- og kulturarven i landskabet skaber fremtidens natur. Også et stykke natur "overladt til sig selv" vil i dag være afhængig af menneskets beslutninger og når den har været overladt til sig selv nogle år vil det sikkert vise sig nødvendigt med "naturpleje".
Jeg tilslutter mig DNs ønske om at begrænse forureningen i naturen. Men jeg vil ikke anbefale, at man ofrer store beløb på oprettelsen af "naturparker". De begrænsede ressourcer bør i stedet for bruges til at udvikle en naturforvaltning som bygger på at den danske natur er en integreret del af det danske kulturlandskab. Bevaring af småbiotoperne i det danske agrare landskab og frem for alt udlægning af landbrugsarealer til mere ekstensiv men fortsat drift som eng, overdrev, lysåben skov og hede vil være en bedre vej til en varieret rig natur i Danmark. Vi bør derfor efterstræbe en integreret landskabsforvaltning, som tager hensyn til både natur og kultur, til både det vilde og det tæmmede. Jeg er enig med kronikørerne i, at der er brug for en "målrettet, visionær og storstilet indsats for vores natur", blot mener jeg noget ganske andet med ordet "natur".