(logo)   det humanistiske fakultet
syddansk universitet
Foranderlige Landskaber
- center for strategiske studier i kulturmiljø, natur og landskabshistorie
 
Formål  |  Undersøgelsesområder  |  Centeret  |  Status  |  Deltagere  |  Institutioner  |  Publikationer  

Tilbage til Startside

Landskabsøkologisk Simuleringsmodel
- dyrenes refleks på forvaltning

Simuleringsmodellen efterligner faktiske processer i landskabet. Og kan vise
potentielle effekter af ændringer i landskabsstruktur og forvaltning på dyrenes
antal og fordeling i landskabet. I første omgang integreres modeller af sanglærke,
løbebiller, markmus og rådyr.


Simuleringssystemet består af to komponenter; en landskabsmodel og artsmodeller for et antal almindelige danske dyrearter. Landskabet er opbygget som en kopi af forsøgsområdet ved Bjerringbro i Viborg Amt. Alle strukturelle elementer, såsom marker, bygninger, veje, hegn og skove er kortlagt ved hjælp af flyfoto, kort og feltobservationer. Information om bedrifttypen på hver enkelt landbrugsejendom er indkodet i modellen, og er bestemmende for hvordan de enkelte marker forvaltes i forhold til afgrødetype, såning, høst, sprøjtning osv. Hele landskabet opdateres dagligt, således at de sæsonmæssige variationer i landskabsstruktur, vejrforhold og plantevækst kommer til udtryk.
Ved hjælp af en visualisering i GIS og opsamling af rådata i tekstfiler, kan man følge resultatet af de enkelte simuleringer og registrere hvordan en bestand af eksempelvis lærker eller biller udvikler sig i landskabet. Man kan eksempelvis vurdere kravene for at opnå en stabil bestand, eller hvordan fordelingen af landskabsstrukturer påvirker bestandens overlevelse eller udnyttelse af landskabet.
Ved at foretage strukturelle ændringer i landskabet kan man opstille scenarier og undersøge de mulige konsekvenser af de pågældende ændringer for dyrebestandene. Eksempelvis vil man kunne ændre driftsformen på konventionelle landbrugsejendomme til økologisk drift, eller ændre fordelingen og mængden af hegn og småbiotoper i landskabet. Simuleringssystemet kræver store mængder baggrundsdata og er stadig under udvikling. Det forventes fuldt operativt i løbet af foråret 2001.

Modellen udvikles af Danmarks Miljøundersøgelser på Kalø. Yderligere oplysninger hos Chris Topping cjt@dmu.dk eller Jane Uhd Jepsen juj@dmu.dk

Den geografiske placering af forsøgsområdet ved Bjerringbro
Den geografiske placering af forsøgsområdet ved Bjerringbro, samt et eksempel
på inddelingen af landskabet i strukturelle elementer. Detaljeringsgraden i landskabs-
modellen er 1 kvadratmeter.

Til oversigt Naturkvalitet i terrestriske økosystemer

Tilbage til Startside


SDU home | tilbage
Siden redigeret 03/02/2004 af Ken Rasmussen, webmaster.