Definitionen på en typisk landsby lyder på minimum tre gårde inden for en radius af 200 m. Ved en gård forstås en selvstændig landbrugsbedrift på minimum 1 tønde hartkorn. Gårdene har været drevet i et dyrkningsfællesskab indtil udskiftningen i slutningen af 1700- tallet. Den enkelte gård lå på en tofte, som var et mindre areal rundt om gården, hvor bonden selv bestemte. Her var køkkenhave og mindre husdyr som gæs og ænder. Gårdene var placeret rundt om et fællesareal - forten.
Karakteristiske træk fra udskiftningstiden er de lige hegn der deler den fælles jord op i parceller til hver enkelt gård. Nogle steder er der bevaret hegn, der er vangeskel eller ejerlavsskel, og derfor kan have eksisteret siden middelalderen.Bygningsdetaljer er ikke vigtige fra en kulturmiljøbetragtning, men dog skal bygningerne have en landlig byggestil.

Overflødige landbrugsbygninger vil i de kommende år forandre landbrugslandskabet. Flere og flere vil blive ryddet fordi ingen har interesse i at vedligeholde dem. Landbrugsbedrifter bliver langt sammen og man har behov for nye og større avlsbygninger.
Enestegårde og udflyttergårde har større mulighed for at udvide uden at ødelægge tofteskel m.v., fordi de i et par hundrede år eller mere har ligget på deres egen jord. I hovedtræk er det opdelte landbrugslandskab skabt frem til omkring 1960 - siden har det drejet sig om at sammenlægge gårde og marker i større og større enheder. Og al nybyggeri har været begrænset til bygninger, med tilknytning til land- eller skovbrug.
Vi kan ikke bevare det gamle landbrugsland, men vi kan måske bevare nogle af dets strukturer - således at bygningerne får en tidssvarende funktion, men respekterer de historiske træk i landskabet.

Litteratur: Per Grau Møller: Bevaringsinteresser i et foranderligt landbrugssamfund. Journalen Lokal- og Kulturhistorisk Tidsskrift, Nr. 3, september 2000, p. 3 - 9.